.
Netpublikationer i Helsingør biblioteks base – artikel september 2003

Da DBC tilbød den første grundleverance af netposter, vedtog vi at benytte os af den. Vi abonnerer nu på netpublikationerne og har følgende foreløbige politik for anskaffelse (vi har aftalt et prøveår):

Generelt foretrækker vi publikationerne i fast form
Anskaffede netposter skal være deciderede publikationer, altså ikke hjemmesider
Publikationer som afløser noget vi abonnerer på i fast form, anskaffes
Netpublikationer, som omhandler aktuelle emner der er svære at finde i fast form, anskaffes

Fremgangsmåde:
Ugefortegnelsen lægges over i  en Wordfil, svarende til vores bogvalgsfiler, med mulighed for at skrive kommentarer og anskaffelsesforslag. Jeg redigerer fortegnelsen og fjerner periodicaposter som f.x. Risø-rapporter og lign. Derefter skriver jeg ind hvad vi har i fast form, samt mine egne forslag. En kollega fra læsesalen ser også fortegnelse igennem og skriver forslag (vedtaget på et bibliotekarmøde), men filen ligger tilgængelig for alle, så andre kan sagtens blande sig.

Status:
Vi har efter 8 måneder anskaffet 72 netpublikationer. Ved en evaluering fornylig var der 2 ud af 12 voksenbibliotekarer, der havde benyttet publikationerne. Ingen har indtil nu bidraget med anskaffelsesforslag. Jeg bruger min. ½ time ugentligt på arbejdet, min kollega fra læsesalen  selvfølgelig noget mindre. Vi skal evaluere igen omkring årsskiftet.

Min personlige opfattelse er at min arbejdstid kunne bruges bedre, da mange netpublikationer i forvejen fremkommer ved søgning på internettet, og DBCs udvalgte kan ses i bibliotek.dk og Netpunkt.

Susanne Brandt
Helsingør