.
URL-TJEK PÅ DANSK BIBLIOTEKSCENTER (DBC)

Af Pia Ladefoged
På DBC registrerer vi hver uge statiske og dynamiske internetpublikationer på lige fod med andre materialer. Internetpublikationerne får katalogkoderne IDO og NET, der svarer til bøgernes DBF- og SFD-koder. Posterne kan ses i bl.a. DanBib/Netpunkt og bibliotek.dk. Indtil videre har vi registreret ca. 6500 internetpublikationer.

En internetpost indeholder bl.a. felt 856 der fx kan se således ud:
856 00 *z Adgangsmåde: Internet *u http://www.sindslidendeogarbejdsmarkedet.dk/literature/cafe.pdf *y PDF-format *s 1,2 MB
Da internetpublikationer til tider skifter url sker der på DBC ugentligt en vedligeholdelse af url’en i felt 856. Dette foregår ved at der hver uge foretages et automatisk url-tjek af alle url’erne i 856. De fejlmeldte url’er bliver sendt i en mail til den medarbejder der er ansvarlig for url-tjekket og hver enkelt gennemgås derefter manuelt.

Der kan være mange årsager til at en url bliver fejlmeldt. De reelle grunde kan fx være at en hjemmeside bliver omstruktureret og internetpublikationerne derfor får en ny url eller internetpublikationerne helt bliver fjernet fra internettet. En url bliver også fejlmeldt hvis der fx har været servernedbrud i det øjeblik url’en bliver tjekket. Mange url’er bliver også fejlmeldt uden at der er noget galt med dem. Dette kan fx skyldes at der er lagt en spærring ind fra udgivers side så url-tjekket ikke kan gennemføres eller at der kræves en adgangskode for at komme ind i selve dokumentet. I en typisk uge kan der være 470 fejlmeldte url’er hvoraf kun 36 er reelle fejl.

At arbejde med url-tjekket kan til tider sætte en på en større detektivopgave. Det første man gør ved en reel fejlmeldt url er at forsøge at finde den pågældende internetpublikation igen. Offentlige internetpublikationer er som regel nemme at finde igen, men mere obskure hjemmesider kan være problematiske. I de tilfælde hvor man finder internetpublikationen igen med det samme rettes url’en uden videre og posten forsynes med katalogkoden DIT så rettelserne kommer med i den næste dataleverance. Hvis internetpublikationen ikke lige kan findes igen og man ikke er 100% sikker på at den er forsvundet for altid forsynes posten med en “konstateret utilgængelig” note og en DIT-kode. Det vil fx se således ud:
856 00 *z13.8.2003 konstateret utilgængelig*z Adgangsmåde: Internet *u http://www.sindslidendeogarbejdsmarkedet.dk/literature/cafe.pdf *y PDF-format *s 1,2 MB
Ofte vil vi i disse tilfælde også kontakte udgiveren for at høre om internetpublikationen har fået en ny url eller om internetpublikationen er fjernet fra internettet midlertidigt eller for altid.
Dukker internetpublikationen op igen fjernes noten og url’en rettes.
I de tilfælde hvor vi med meget stor sandsynlighed kan gå ud fra at en internetpublikation er forsvundet fra internettet for evigt ændres felt 856 til felt 501 og url’en gøres dermed inaktiv. Et 501 felt kan se således ud:
501 00 *b13.8.2003 konstateret utilgængelig på internettet. URL: http://www.sindslidendeogarbejdsmarkedet.dk/literature/cafe.pdf
Derudover fjernes alle katalogkoder og erstattes af DIT- og IDU-kode. IDU-koden angiver at netpublikationen er udgået.

Arbejdet med url-tjekket er både sjovt, udfordrende og til tider frustrerende. Det sidste gælder fx når der har været et regeringsskifte, hvor ministerier, styrelser, råd og nævn bliver sammenlagt eller nedlagt og mange af de offentlige publikationer skifter url. Så kan det være en langsommelig opgave at få alle url’erne rettet.